Alienum phaedrum torquatos nec eu, vis detraxit periculis ex, nihil expetendis in mei. Mei an pericula euripidis, hinc partem.
 

Ridefysioterapi

Rosenholm Rideklub / Ridefysioterapi

Ridefysioterapi

I samarbejde med ridefysioterapeut Maria Hass tilbyder vi ridefysioterapeutisk behandling på et højt fagligt niveau i de smukke omgivelser omkring Rosenholm Ridecenter.

Rosenholm Ridecenter er godkendt af Region Midt til ridefysioterapi og byder på handicapvenlige forhold. Her findes lift, rampe, opvarmet rytterstue, handicaptoilet og handicapparkering. Ridecentret og Rosenholm Rideklub råder over et stort antal egnede heste, der tilgodeser behandlingen af diverse diagnoser.

Ridefysioterapeut Maria Hass er uddannet fysioterapeut i 2018, ridefysioterapeut i 2019 og har praktiseret som ridefysioteapeut i Rosenholm Rideklub siden. Hun har ydernummer med praksisret i Region Midt. Derudover har hun tidligere praktiseret som fysioterapeut hos Auning Fysioterapi og Træning.

Ridefysioterapi foregår primært i skridt og med en kvalificeret hjælper med erfaring i håndtering af heste samt en grundlæggende faglig viden om patienternes problematikker og den pædagogiske tilgang til dem.

Kontakt

Ridefysioterapeut
Maria Hass

E-mail: ridefys@rork.dk

Rosenholm Ridefysioterapi  v/Rosenholm Rideklub
Amaliegårdvej 54
8543 Hornslet

Hvem kan modtage ridefysioterapi?

Ridefysioterapeutisk behandling er lægeordineret og inddelt i vederlagsfri special 65 og med delvis egenbetaling speciale 57. I Rosenholm Rideklub er vægtgrænsen for ryttere 110 kg.

Følgende diagnosegrupper er berettiget til vederlagsfri ridefysioterapi:

  1. Personer med medfødte eller arvelige lidelse
    fx Cerebral Parese, muskelsvindssygdomme, rygmarvsbrok, muskeldystrofi og andre medfødte eller arvelige sygdomme
  2. Erhvervede neurologiske lidelser
    fx Apoplexi, Parkinson, Sclerose, neuropati, polio osv.
  3. Fysiske handicap som følge af ulykke
    fx læsioner af rygmarv, større amputationer.
  4. Nedsættelse af led og/eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtlidelser.
    mb Bechterew, psoriasisgigt, leddegigt.

Ridefysioterapi med delvis egenbetaling speciale 57 kan blandt andet ordineres til følgende:
Blinde og svagtseende, personer med autisme og Downs syndrom.

Hvordan kommer man i gang?

Du skal kontakte din egen læge for en henvisning til ridefysioterapi. Lægen vurderer om ridefysioterapi er det rette behandlingstilbud til dig. Har lægen lavet en henvisning til ridefysioterapi skal du rette henvendelse via tilmeldingsmodulet på hjemmesiden her. Her aftales 1. konsultation hvor I sammen finder en behandlingsplan ud fra handicap, specifikke test og mål for behandlingen. Ved 1. konsultation vælges den rette hest, udstyr og hjælpemidler, som løbende justeres efter aftale med ridefysioterapeuten.

Hvordan foregår ridefysioterapi?

Behandlingen foregår på hold med op til 5 deltagere. Der er tilknyttet en hjælper til hver rytter. Hjælperen assisterer rytteren undervejs og trækker hesten. Afhængig af funktionsniveau kan der være behov for en yderligere hjælper som sidestøtte eller bagrytter. Ridefysioterapeuten og en hjælper assisterer rytteren ved på- og afstigning på hesten. Det foregår ved rampen, via lift eller på en trappe. Ridefysioterapeuten instruerer rytteren til at følge hestens bevægelser og laver øvelser der er rettet mod den enkeltes handicap. Ridefysioterapi foregår primært i skridt, som er hestens langsomste gangart.

Ridefysioterapi foregår i godt vejr ofte ude på tur, og i dårligt vejr i ridehallen, hvor der igangsættes forskellige aktiviteter og øvelser på hesteryg.

Når der er ridefysioterapi er ridehallen lukket for øvrige ryttere på stedet.

Sikkerhed

På Rosenholm Ridecenter vægter vi sikkerhed højt. Vi udvælger nøje vores heste så de er rolige, pålidelige og samarbejdsvillige. Vi tilstræber at minimere utilsigtede hændelser ved at vægte sikkerhed højt. Ridefysioterapeut har lovpligtigt udvidet førstehjælpskursus. Hos os er patienterne i de bedste hænder. Vi anbefaler du anskaffer din egen ridehjelm til behandlingen. Det er et krav at du bærer ridehjelm ved ridefysioterapi. Til de første gange har vi ridehjelme til låns.

Hvilke positive virkninger har ridefysioterapi?

Hestens bevægelse og valget af øvelser har til formål at indvirke positivt på følgende:

  • Forbedre balancen. Nedsat balance ses ofte som følge af sclerose, parkinson, apoplexi, CP, amputationer og lammelser i kroppen.
  • Afspænding af spændte muskler. Stramme og spændte muskler særligt i ben bliver afspændt af hestens rytmiske bevægelser og varme. Ryttere med meget spasticitet har særlig godt af behandling til hest.
  • Forbedre gangmønster. Når hesten skridter overføres det samme bevægelsesmønster i bækkenet hos rytteren som rytteren bruger ved gang. Derfor har gangbesværede som følge af fx sclerose, apoplexi, parkinson og lign. stor gavn af gangtræning på hest.
  • Forbedre koordination og motorik. Hestens bevægelse og øvelsen i at styre den rundt sætter store krav til koordination og motorik. Særlig børn med motoriske problemer, blinde og svagtseende samt personer med Downs Syndrom har stor gavn af tidlig indsats med ridefysioterapi. Gennem forskellige øvelser kan vi udfordre koordinationen og motorikken på hesten.
  • Forbedre sanseintegration. Hestens bevægelser udfordrer mange af kroppens sanser. Når vi rider i naturen oplever vi ofte at ryttere med autisme, ADHD, synsnedsættelse/blinde eller motoriske problemer finder en kropslig ro og velvære ved at være på hesten.
  • Forbedre kredsløbet. Man bruger masser af muskelkraft og blodcirkulationen øges, når man sidder på hesten. Hestens bevægelse sætter bevægelse i de indre organer. Derved forbedres mave- og tarmfunktion. Dette kan være særligt gavnligt for personer i kørestol eller andre der har svært ved at bruge hele kroppen.
  • Forbedre vejrtrækningen og konditionen. Hestens bevægelse og den siddende funktion på hesten muliggør en bedret vejrtrækning. Hvis funktionsniveauet tillader det, bruger vi travbevægelse for at få pulsen op og måske blive lidt forpustet. En bedret vejrtrækning er gavnlig for mange diagnosegrupper.

Ridefysioterapi og andre aktiviteter på Rosenholm Ridecenter

Ridefysioterapi er mere end bare behandling på hesten.  Det er for mange ugens højdepunkt og en behandlingsform man glæder sig til. Ofte opstår der sociale relationer blandt deltagerne på holdene. Mange mødes over en kop kaffe efter ridefys i rytterstuen og deler erfaringer og oplevelser og andre har oprettet en kageklub for både ryttere og ansatte. Vi vil gøre vores for at det kan ske i hyggelige omgivelser på stedet.

Man har også mulighed for at melde sig ind i Rosenholm Rideklub. Klubben er årligt vært for ridestævner, ridelejr og mange andre aktiviteter. For tilmelding i klubben kan der rettes henvendelse til klubbens kasserer.

Hvornår foregår ridefysioterapien?

Ridefysioterapien på Rosenholm ligger i tidsrummet: Se ridefys tider på baneplanen

Behandlingen varer en time inkl. opsadling, på- og afstigning og journalførelse. Man rider på samme hold hver uge på samme tidspunkt. Afbud til ridefysioterapi skal ske dagen før til Maria senest kl. 16:00. Ved sygdom på dagen senest kl. 7:00.